(Apologies to English readers; this post will be in Danish. It's about different Danish regions and my own feelings about having moved from one place in Denmark to another, and it just feels more appropriate to write about it in Danish.)
Min far, hans forældre og min morfar dyrker slægtsforskning. Jeg kender derfor noget til mine forfædre, hvad de var for en slags mennesker, og hvor de kom fra. Der er ikke noget særligt fint over min slægt; det er jævne folk, ingen herremænd eller fine fruer. Og så er langt størstedelen fra Jylland.
Denne tendens til at være bosat i Jylland har holdt godt ved. Gennem hele min opvækst har Sjælland og Fyn været sjældent besøgte steder, og landets hovedstad, København, en fjern og ukendt storby. Slægtninge i København var der ingen af (i hvert fald ingen, vi kendte godt nok til at besøge dem) Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg har været i København som lille, uden at kunne huske noget om det, men den første gang, jeg kan huske at have besøgt byen, var i 7. klasse. Der var et eller andet stort atletikstævne for skoler fra hele landet, og det skulle altså foregå i København, så vi fik os en værtsklasse i Avedøre, hvis elever vi blev indkvarteret hos, og så tilbragte vi nogle dage i hovedstaden. Det meste af tiden gik vist med at deltage i selve atletikarrangementet, en fest for deltagerne, samt nogle sociale aktiviteter med værtsklassen, så det var ikke meget af København vi fik set. Såvidt jeg husker, virkede byen stor og forvirrende, og jeg var glad for bare at blive dirigeret rundt af lærerne.
Sidenhen tog jeg turen nogle gange, primært til koncerter, til en fest eller to og en enkelt gang på sightseeing-tur med min ven Rasmus, som heller ikke havde været der særlig meget. Men mine besøg kunne stadig tælles på to hænder, og København var stadig en stor uoverskuelig by og jeg en lille provinspige, der lige var kommet ind med fire-toget og gik rundt med store øjne.
Og så var det jo, at kærligheden slog til. Pludselig dukkede en Stefan op i mit liv, en Stefan bosat derovre på Sjælland - faktisk i København, sådan som København defineres af dem, der ikke kommer til Sjælland ret tit (dvs. som udgangspunkt hele Sjælland, men hårdt presset inskrænket til det, der mere korrekt betegnes Storkøbenhavn). Pludselig skulle jeg ind imellem tilbringe en weekend i hovedstadsområdet, så endda en måned af min sommerferie, og før jeg så mig om, havde jeg indvilget i at flytte derover - herover, hvor jeg stadig bor og nu sidder og skriver et blogindlæg, mens jeg egentlig burde arbejde på mit speciale.
Og hvordan er det så for én, hvis verden i høj grad har ligget i Jylland hele livet, at flytte til en af Københavns forstæder?
Tja, en større begivenhed, end man umiddelbart skulle tro, når man tænker på, hvor lille et land, Danmark er, og hvor få reelle forskelle, der egentlig er mellem landsdelene. Og en mindre begivenhed, end man som tryghedselskende, genert særling med stærke bånd til sin familie kunne have frygtet.
Jeg nægter altid at være sjællænder. Jeg er stadig jyde, er jeg. Det kan godt være, jeg bor herovre, men min familie er fra Jylland, størstedelen af min slægt har boet der nærmest altid, og det er den del af verden, jeg har kendt hele mit liv. Jeg har brug for det bånd til min familie, det er at være jyde. Ikke fordi jeg har noget imod sjællændere (hele ideen med at finde bestemte befolkningsgrupper bedre eller værre end andre er dybt latterlig), men fordi jeg af en eller anden grund har ladet Jylland blive en del af min og min families identitet. Hvorfor jeg har inkorporeret vores geografiske placering i min opfattelse af os, ved jeg egentlig ikke. Måske fordi kendskab til de steder, jeg befinder mig, eksistensen af trygge baser, jeg kender godt, er noget vigtigt for mig. Ikke at jeg på nogen måde kender hele Jylland særlig godt, men hvis man plotter de steder, jeg har besøgt, ind på et kort, så ville kortet indtil for relativt nylig have haft en nogenlunde samlet, omend noget tynd sky af prikker hen over Jylland (med den største koncentration og de mest velkendte steder i Midt- og Østjylland) og så nogle få ensomme prikker andre steder.
København er trods alt det sted uden for "skyen", jeg har besøgt flest gange, vil jeg tro (de fleste udliggere er steder, jeg kun har været en enkelt gang), men den har stadig formået at virke meget anderledes og fremmed alene pga. sin størrelse. Den største by, jeg har kendt mere grundigt, er Århus, og hvor glade de end er for at kalde den verdens mindste storby i turistbrochurer, så føles den ikke som én. Der er et godt udvalg af tilbud, jovist, men den har på ingen måde den fornemmelse, jeg forbinder med en storby, nemlig fornemmelsen af en stor samling af forskellige lokaliteter med hver deres stemning. Århus føles (for mig) alt for meget som en enhed til at være storbyagtig. København, derimod, opfylder bestemt kriteriet. Og det fik den til at blive ved at føles fremmed og ukendt; dels fordi jeg kun havde kendskab til ganske få facetter af den; dels fordi jeg simpelthen har været meget lidt vant til storbyfornemmelsen.
Det var således med en følelse af at flytte langt væk og til noget meget nyt, jeg flyttede herover. Ikke på en skidt måde, for jeg havde Stefan og Mensa som gode faste holdepunkter herovre, og jeg havde taget turen frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland tit nok til, at det føltes som nogenlunde let lige at smutte tilbage på besøg. Så det var spændende snarere end skræmmende, men det var stadig noget af en omvæltning.
Og så begyndte jeg at lære det nye og fremmede at kende. Med nysgerrighed, men også med en vis skepsis. Jeg ville gerne gøre København til min, men jeg ville helst ikke gøres til dens. Og langsomt, men sikkert, er jeg blevet mere og mere hjemmevant herovre. Jeg har styr på de buslinjer, jeg bruger mest, er blevet gode venner med s-togene og zonesystemet og kan finde rundt mellem de steder, jeg kommer mest. Jeg har fået en fornemmelse af, hvordan ting vender og ligger i forhold til hinanden (en meget vigtig del af at føle sig hjemme for mig), og når folk taler om steder i byen, har jeg ganske ofte en idé om, nogenlunde hvor de befinder sig.
Min vurdering: Jeg kan godt lide København. Jeg er glad for at bo ude i forstæderne, hvor en by føles som en enhed og ikke som et kludetæppe af forskellige områder, men jeg holder af at tage ind til det københavnske kludetæppe. Jeg kender langtfra de forskellige lapper af tæppet endnu, men jeg har da fået en fornemmelse af nogle af dem, og jeg føler mig tilstrækkeligt hjemme til, at det ikke føles som et stort sted, jeg ikke har ordentligt styr på, men som steder, jeg ikke kender endnu, og steder, jeg kender godt, spredt rundt mellem hinanden. København begynder også at være min by. Måske vil jeg endda godt være lidt dens også. Ikke rigtigt københavner, fordi jeg trods alt ikke bor inde i selve byen - men sådan lidt omegns-københavner-jyde. Hvem ved, hvis jeg får lært resten af Sjælland at kende, vil jeg måske også have lyst til at kalde mig Sjællænder. Dog uden af den grund at holde op med at være jyde.
Min far, hans forældre og min morfar dyrker slægtsforskning. Jeg kender derfor noget til mine forfædre, hvad de var for en slags mennesker, og hvor de kom fra. Der er ikke noget særligt fint over min slægt; det er jævne folk, ingen herremænd eller fine fruer. Og så er langt størstedelen fra Jylland.
Denne tendens til at være bosat i Jylland har holdt godt ved. Gennem hele min opvækst har Sjælland og Fyn været sjældent besøgte steder, og landets hovedstad, København, en fjern og ukendt storby. Slægtninge i København var der ingen af (i hvert fald ingen, vi kendte godt nok til at besøge dem) Jeg skal ikke kunne udelukke, at jeg har været i København som lille, uden at kunne huske noget om det, men den første gang, jeg kan huske at have besøgt byen, var i 7. klasse. Der var et eller andet stort atletikstævne for skoler fra hele landet, og det skulle altså foregå i København, så vi fik os en værtsklasse i Avedøre, hvis elever vi blev indkvarteret hos, og så tilbragte vi nogle dage i hovedstaden. Det meste af tiden gik vist med at deltage i selve atletikarrangementet, en fest for deltagerne, samt nogle sociale aktiviteter med værtsklassen, så det var ikke meget af København vi fik set. Såvidt jeg husker, virkede byen stor og forvirrende, og jeg var glad for bare at blive dirigeret rundt af lærerne.
Sidenhen tog jeg turen nogle gange, primært til koncerter, til en fest eller to og en enkelt gang på sightseeing-tur med min ven Rasmus, som heller ikke havde været der særlig meget. Men mine besøg kunne stadig tælles på to hænder, og København var stadig en stor uoverskuelig by og jeg en lille provinspige, der lige var kommet ind med fire-toget og gik rundt med store øjne.
Og så var det jo, at kærligheden slog til. Pludselig dukkede en Stefan op i mit liv, en Stefan bosat derovre på Sjælland - faktisk i København, sådan som København defineres af dem, der ikke kommer til Sjælland ret tit (dvs. som udgangspunkt hele Sjælland, men hårdt presset inskrænket til det, der mere korrekt betegnes Storkøbenhavn). Pludselig skulle jeg ind imellem tilbringe en weekend i hovedstadsområdet, så endda en måned af min sommerferie, og før jeg så mig om, havde jeg indvilget i at flytte derover - herover, hvor jeg stadig bor og nu sidder og skriver et blogindlæg, mens jeg egentlig burde arbejde på mit speciale.
Og hvordan er det så for én, hvis verden i høj grad har ligget i Jylland hele livet, at flytte til en af Københavns forstæder?
Tja, en større begivenhed, end man umiddelbart skulle tro, når man tænker på, hvor lille et land, Danmark er, og hvor få reelle forskelle, der egentlig er mellem landsdelene. Og en mindre begivenhed, end man som tryghedselskende, genert særling med stærke bånd til sin familie kunne have frygtet.
Jeg nægter altid at være sjællænder. Jeg er stadig jyde, er jeg. Det kan godt være, jeg bor herovre, men min familie er fra Jylland, størstedelen af min slægt har boet der nærmest altid, og det er den del af verden, jeg har kendt hele mit liv. Jeg har brug for det bånd til min familie, det er at være jyde. Ikke fordi jeg har noget imod sjællændere (hele ideen med at finde bestemte befolkningsgrupper bedre eller værre end andre er dybt latterlig), men fordi jeg af en eller anden grund har ladet Jylland blive en del af min og min families identitet. Hvorfor jeg har inkorporeret vores geografiske placering i min opfattelse af os, ved jeg egentlig ikke. Måske fordi kendskab til de steder, jeg befinder mig, eksistensen af trygge baser, jeg kender godt, er noget vigtigt for mig. Ikke at jeg på nogen måde kender hele Jylland særlig godt, men hvis man plotter de steder, jeg har besøgt, ind på et kort, så ville kortet indtil for relativt nylig have haft en nogenlunde samlet, omend noget tynd sky af prikker hen over Jylland (med den største koncentration og de mest velkendte steder i Midt- og Østjylland) og så nogle få ensomme prikker andre steder.
København er trods alt det sted uden for "skyen", jeg har besøgt flest gange, vil jeg tro (de fleste udliggere er steder, jeg kun har været en enkelt gang), men den har stadig formået at virke meget anderledes og fremmed alene pga. sin størrelse. Den største by, jeg har kendt mere grundigt, er Århus, og hvor glade de end er for at kalde den verdens mindste storby i turistbrochurer, så føles den ikke som én. Der er et godt udvalg af tilbud, jovist, men den har på ingen måde den fornemmelse, jeg forbinder med en storby, nemlig fornemmelsen af en stor samling af forskellige lokaliteter med hver deres stemning. Århus føles (for mig) alt for meget som en enhed til at være storbyagtig. København, derimod, opfylder bestemt kriteriet. Og det fik den til at blive ved at føles fremmed og ukendt; dels fordi jeg kun havde kendskab til ganske få facetter af den; dels fordi jeg simpelthen har været meget lidt vant til storbyfornemmelsen.
Det var således med en følelse af at flytte langt væk og til noget meget nyt, jeg flyttede herover. Ikke på en skidt måde, for jeg havde Stefan og Mensa som gode faste holdepunkter herovre, og jeg havde taget turen frem og tilbage mellem Jylland og Sjælland tit nok til, at det føltes som nogenlunde let lige at smutte tilbage på besøg. Så det var spændende snarere end skræmmende, men det var stadig noget af en omvæltning.
Og så begyndte jeg at lære det nye og fremmede at kende. Med nysgerrighed, men også med en vis skepsis. Jeg ville gerne gøre København til min, men jeg ville helst ikke gøres til dens. Og langsomt, men sikkert, er jeg blevet mere og mere hjemmevant herovre. Jeg har styr på de buslinjer, jeg bruger mest, er blevet gode venner med s-togene og zonesystemet og kan finde rundt mellem de steder, jeg kommer mest. Jeg har fået en fornemmelse af, hvordan ting vender og ligger i forhold til hinanden (en meget vigtig del af at føle sig hjemme for mig), og når folk taler om steder i byen, har jeg ganske ofte en idé om, nogenlunde hvor de befinder sig.
Min vurdering: Jeg kan godt lide København. Jeg er glad for at bo ude i forstæderne, hvor en by føles som en enhed og ikke som et kludetæppe af forskellige områder, men jeg holder af at tage ind til det københavnske kludetæppe. Jeg kender langtfra de forskellige lapper af tæppet endnu, men jeg har da fået en fornemmelse af nogle af dem, og jeg føler mig tilstrækkeligt hjemme til, at det ikke føles som et stort sted, jeg ikke har ordentligt styr på, men som steder, jeg ikke kender endnu, og steder, jeg kender godt, spredt rundt mellem hinanden. København begynder også at være min by. Måske vil jeg endda godt være lidt dens også. Ikke rigtigt københavner, fordi jeg trods alt ikke bor inde i selve byen - men sådan lidt omegns-københavner-jyde. Hvem ved, hvis jeg får lært resten af Sjælland at kende, vil jeg måske også have lyst til at kalde mig Sjællænder. Dog uden af den grund at holde op med at være jyde.
